Menu left

Bliver du stresset eller får angst når du forsøger at deltage i sociale arrangementer? Måske er du en af de heldige der har bevaret nok af din følsomhed og ærlighed til at lide af sociofobi. Med de helt igennem forlorne måder moderne mennesker socialiserer på er stress og angst ikke andet end en helt igennem naturlig reaktion.

Når moderne mennesker holder fest gør vi det ofte med udgangspunkt i for længst glemte traditioner. Når en ganske almindelig familie samles åbnes der for så meget uforarbejdet følelsesmæssigt vraggods at det bliver svært at skabe et nærvær. De fleste mennesker går i byen for at flygte fra ensomheden, går til fest og forsøger at virke overskudsagtige eller går til receptioner for at netværke eller pleje deres image. Ingen af stederne er der overensstemmelse mellem overskriften på det som foregår og den egentlige årsag til at man er til stede. Hvis ikke man får tømmermænd, ubehag, angst eller stress af at være en del af et ganske almindeligt menneskes sociale liv må der derfor uden tvivl være et eller andet galt.

Blandt terapeuter og psykologer siges det at sociofobi er den hyppigst forekommende sindslidelse i befolkningen. Problemet er dog at patienten tydeligvis ikke er den person som får angst og stress. Sagen er at det er den kultur vi har skabt og de konventioner den er bygget på som er syge. At forsøge at behandle mennesker der får stress eller angst i sociale sammenhænge svarer derfor ganske nøje til at legalisere en voldtægtsforbryders handlinger ved at sygeliggøre offeret.
 

For nogle år siden blev jeg inviteret til en rundt fødselsdag med over hundrede gæster hos en ven der godt ved at jeg er en sociofob. Sammen havde vi ofte talt om hvor svært jeg har det med den slags arrangementer: Om mine holdninger til døde håndtryk, overfladiske kram, påtagede komplimenter, festlige sange og taler, lykønskningerne, gaverne, den krampagtige høflighed og om mit fravær af passion over for small-talk eller samtaler der primære igangsættes med det formål at undgå tavshed. Blev jeg en dag stillet over for valget mellem at blive overfaldet på en mørk gade eller at tilbringe en aften til en fest hvor jeg skulle besvare min borddames automatspørgsmål, ville jeg altid foretrække et overfald. På den måde havde jeg i det mindste en mulighed for at forsvare mig. At blive placeret i en bordplan og skulle opfinde et fællesskab med en fremmed giver mig gåsehud. At forsøge at besvare spørgsmål fra tilfældige mennesker der mingler føles mildt sagt kvælende. Sagen er jo at de fleste mennesker der mingler stiller nogle spørgsmål hvortil de slet ikke har følelsesmæssigt overskud til at høre et ærligt svar. Dermed stilles jeg altid i et uløseligt dilemma når jeg til et socialt arrangement bliver spurgt hvordan det går. Svaret er naturligvis altid at der er tusind problemer som man tumler med og derfor kan det godt forsvares at sige at livet er hårdt. Hvis mit liv var nemt ville jeg jo sansynligvis slet ikke være med til arrangementet, men at forholde sig til den slags svar kan være svært. Især hvis den som spørger selv har slæbt sig ind ad døren efter at have parkeret sine depressioner, sit forliste kærlighedsliv og sit indholdsløse arbejdsliv i gaderoben med det formål at drikke sig i en tilstand hvor det hele forsvinder for en stund.

På trods af mine klare holdninger til runde fødselsdage i festsale med tre-retters menuer, taler, sange og en dresscode der ikke tager hensyn til min stil og tøjsmag var min ven med den runde fødselsdag ualmindelig insisterende. Efter en længere debat omkring emnet endte vi derfor til sidst med at indgå et kompromis. Skulle jeg være med til hans fødselsdag forlangte jeg at hans udviklingshæmmede voksne søn skulle være min bordherre under hele middagen. Sagen er nemlig at børn og tosser er meget velegnede når det handler om at bringe sig uden for kulturens konventioner for høflig optræden. Da jeg ikke måtte have mine børn med til festen måtte jeg derfor i stedet ty til tosse-metoden. Med den udviklingshæmmede søn ved min side var jeg dermed dækket bag en skærm af konventionsfrihed der ville sikre mig imod høflighed, small-talk og falske komplimenter. Sagen er at det praktisk talt er umuligt at snakke om ligegyldigheder når der sidder en to meter høj fyr ved sin side som udstøder mærkelige lyde imens han ser ud som om han når som helst kan finde på at smide med maden og/eller skide i bukserne. Ud over at sønnen var en fantastisk social body-guard var han også den eneste autentiske og ærlige person i salen. Helt efter planen var der dermed ingen som i løbet af aftenen formåede at forulempe mig med høfligheder og så snart der var anstrøg i den retning bragte jeg min store udviklingshæmmede ven ind i samtalen. Da jeg overraskende sent på aftenen tog afsked med fødselaren og hans søn var det første gang i mit liv at jeg efter en rund fødselsdag med fuld ærlighed kunne sige: ”Farvel og tak for en fantastisk dejlig aften!”

Da jeg jo ikke er et menneske der tager mine ubalancer for givet har jeg naturligvis ofte undret mig over hvorfor jeg har så stor en modstand imod noget der umiddelbart virker så harmløst som en fødselsdag. Igennem mit liv har jeg opholdt mig mange steder på kloden – har boet hos fremmede folkeslag i junglen, har levet på klostre med dybt religiøse munke, har befundet mig i rockerklubber, nudistlejrer, swingerklubber, på bordeller, lukkede afdelinger eller i sekter fuld af hjernevaskede disciple. I ingen af disse miljøer har jeg mærket en brøkdel af det ubehag som jeg mærker til en ganske almindelig dansk fødselsdags- eller julefest. Møder jeg nogen som siger at de har mødt Jesus, at de vil slå mig ihjel eller at de netop har været ude og flyve med en UFO bliver jeg spændt på det og får lyst til at stille mængder af spørgsmål. Møder jeg derimod nogen der siger at det er dejligt vejr bliver jeg perpleks og må forsøge at undertrykke min lyst til at stikke af.

Det siges at alt hvad der ikke slår mig ihjel gør mig stærkere. Dette er sandsynligvis sandt – med mindre det som ikke slår mig ihjel er small-talk, høflighed, uærlige kram og falske komplimenter.


Carsten Graff


Del på Facebook