Menu left

Det siges at det er godt at have sjælen med i sit arbejde, men spørgsmålet er om sjælen vil finde sig godt tilpas på en traditionel moderne arbejdsplads. Uanset hvilket job jeg har haft, så har min sjæl altid ønsket at lave noget andet – har aldrig ønsket at tjene penge, møde til tiden, være professionel eller kun at have fri på forudbestemte tider. Når jeg har sjælen med i det jeg laver opløses mit fokus på tid, løn og resultater. Det som er vigtigt er om jeg er i udvikling, føler mig fri, mærker et nærvær, en god energi eller skaber relationer som betyder at jeg føler mig mødt. 

Min sjæl har aldrig været effektiv nok til at passe ind på en arbejdsplads. Modsat erhvervslivet ønsker den ikke at være effektiv, men er mere optaget af stemninger eller indre tilstande. Forsøger jeg at tage sjælen med til et personalemøde er den som regel smuttet inden jeg når ind ad døren. Har jeg forsøgt at arbejde sammen med mennesker der var lukkede, stressede, travle eller restløse har min sjæl aldrig vist sig fra sin pæne side, men har altid trukket sig uden en lyd. Herefter sidder jeg alene tilbage og er bundet af en aftale imens jeg føler mig uinspireret og tom. Med tiden har jeg indset at min sjæl er meget mere ærlig end jeg. I modsætning til mig er den aldrig bange for at se stort på etiketten. Den er præcis som jeg burde være hvis jeg turde være ærlig og tro imod mig selv. Kunne jeg tage sjælen med alle steder ville jeg sandsynligvis få adgang til alle mine ressourcer og ville derfor hverken have brug for at blive syg, vred, ked af det, tung, drænet eller ensom.

Med sjælen på arbejde
Fordi min sjæl hverken ønsker at få personaleansvar, et attraktivt cv eller blive månedens medarbejder vil den hellere med på ferie end med på arbejde. Sagen er at den udfolder sig bedst når jeg slapper af, sover, går ture eller føler at jeg intet laver. På den baggrund tog jeg for en del år siden den beslutning at jeg fremover ville forsøge at gøre som min sjæl og dermed blive hjemme. Fremover skulle jeg altså ikke lave andet end at passe min sjæl og lade den bestemme hvad vi skulle lave. De første par år ville den gerne holde foredrag, men mistede gejsten da det efterhånden blev til en forretning og dermed et arbejde. I årene som fulgte kastede den sig ud i talrige projekter - helt uden at lægge budgetter og hver gang er jeg gået med. Det har handlet om at lave gratis eksperimenterende kurser, gå omkring og tale om åbenhed med fremmede på gaden, leve i åbne og lukkede forhold, arbejde på et hospice, bo i en skurvogn, løbe uden sko i skoven, være far, tage til et uland og hjælpe børn, elske og blive glad og såret samt tusind andre ting. Som belønning for min velvillighed gav min sjæl mig fri et par timer om ugen så jeg kunne lave et forlag der tjente penge. På den måde blev jeg i stand til at udgive de bøger min sjæl gerne ville skrive og samtidig tjene de penge jeg skal bruge for at give den plads til at udfolde sig.

Sjælens interesser
Så hvad har jeg lært om min sjæls interesseområder efter at have forsøgt at følge den i alle de år? Overordnet kan jeg se at der ikke er noget den ønsker mere end at hjælpe de mennesker der har sjælen med når de modtager hjælp. Når jeg hjælper dem der har sjælen med kan jeg hjælpe uden at overtage – give energi uden at blive udsuget – komme tæt på uden at vores grænser bliver overskredet og i det hele taget altid mærke at det jeg hjælper med bidrager til at skabe udvikling og frihed i et andet menneskes liv. På den baggrund bliver det ikke længere til at sige hvem der hjælper og hvem der modtager. Man forenes omkring en fælles kraft og i den forening kan begge parter ikke undgå at vokse – uanset hvad der foregår. Forsøger jeg at hjælpe nogen der ikke har sjælen med er jeg nødt til at lade min sjæl tage et andet sted hen imens. Hvergang er det dog ikke gået særlig godt og snart har min hjælp skabt grundlag for en afhængighedstilstand og en masse uharmoniske forventninger frem for frihed og udvikling. Mennesker der ikke har sjælen med har det med at fylde meget og fremstår ofte som er de skibsbrudne der er tæt på at drukne. Selv om de måske siger at de har brug for hjælp er problemet dog ofte et helt andet. I virkeligheden er de bange for at stå alene, er kørt fast i gamle mønstre eller måske forsøger de at fylde et bundløst hul med et andet menneskes tid og opmærksomhed. At hjælpe de mennesker der ikke har sjælen med har jeg derfor erkendt at jeg ikke kan. Her ligger der til gengæld en opgave for de mennesker der er professionelle og ansat til at hjælpe. Som kulturen har udviklet sig taler disse to grupper samme sprog og er derfor som skabt for hinanden.

 

Carsten Graff
Del på Facebook